Vejen til flere fangster kan også skabes ved at binde fluer som er naturtro efterligninger. Her på siden kan du derfor se hvilke fødedyr der findes i det kystnære vand, hvordan de bevæger sig og ikke mindst hvilke farver de har.....
Mysis
En mysis er, for mange at se, et noget uanseligt lille krebsdyr, som det kan være svært at forestille sig at de sultne rovfisk på kysten værdiger et blik. Et faktum er dog, at dette lille væsen, på trods af sin størrelse, udgør en væsentlig del af havørredens byttedyr, på grund af de enorme mængder de forekommer i.
De 6 til 20 mm. mysis optræder stort set på alle kyststræk landet over og koncentrationen af individer i de enkelte stimer kan virke imponerende. Prøv evt. at studere det lave vand, mellem tangbuskene eller i ålegræsbælterne næste gang du er ved kysten og du vil opdage at vandet kan virke grumset eller være nærmest brunligt af de store mængder mysis.
En mysis kan variere meget i farverne alt efter hvordan bundforholdene er. Farverne transparent grå, brun, gul, grøn og sort forekommer derfor ofte. Bevægelsesmønstret er normalt langsomt glidende, med hurtige rejehop, som undvigemanøvre, ved et angreb.
Børsteormen, eller Nereis hvis det skal være helt Latinsk korrekt, udgør en stor del af havørredens fødedyr i løbet af året. Egentlig er det forkert at omtale børsteormen som værende en art, da der findes ca. 15 forskellige familiemedlemmer af den bugtende orm. Dette ændre dog ikke på det faktum at der i perioden (tidligt forår), hvor børsteormen formere sig, skabes et overdådigt tag selv bord for havørreden, hvor denne som regel kan gå helt af mok. Dette skyldes at børsteormene stiger op i vandlagene, også kaldet sværmning, hvorved de er et let byttedyr.
De faktorer som bestemmer tidspunktet for sværmningen er utrolig svære at fastsætte. Hvis der skal forsøges, at lave forudsigelse på dette område, så kan følgende faktorer spille ind på starttidspunktet. Fuldmåne, vandtemperatur, tidevand og tidspunkt på dagen. For at det ikke bliver alt for statistisk og analyserende så kan man altid opsøge områder i løbet af foråret, hvor man ved der befinder sig børsteorm, og så holde øje med mågerne i området, da de som regel gladelig deltager i ædegildet (mågesjov) og dermed afslører hvor der er gang i sværmningen.
Børsteormen er ikke kun aktiv i de øvre vandlag under sværmningen, men kan i løbet af sommernatten træffes i de øvre vandlag. Dette ses ofte ved at de bugtende børsteorm bryder overfladen.
Pomatoschitus minutus (sandkutling) er navnet på en ud af en hel familie af små, 3-11 cm., bundfisk som ofte er at finde, det meste af sæsonen, på de sandede kyststræk.
Sandkutlingen er kendetegnet ved et forholdsvis stort hovedet med udstikkende øjne og en smal aflang krop. Den kan variere i farverne fra lyse sandlige til brunlige nuancer afhængig af hvilke bundforhold den lever ved. Finnerne kan have et blåligt skær.
Sandkutlingen fimser som regel rundt i små ryk nær bunden, hvor den søger efter føde, men den kan dog bevæge sig i de frie vandmasser, hvilket gør den sårbar som byttedyr.
I forårets yngelperiode, vogter hanen over reden, som mange gange udgøres af en forladt muslingeskal. Her vil den stå i åbningen af muslingehulen og vogte samtidig med at den sørger for at ægene får rigeligt med ilt.
Tobisen er et af de byttedyr som har størst betydning for de jagende ørreder på den rene sandbund. Her optræder fisken i store stimer fra forårets ankomst i februar/marts til sent ind i efteråret. I milde vintre kan den være aktiv, men normalt vil den grave sig ned i sandbunden ind til vandtemperaturen igen stiger.
Tobisen er hovedsagelig dagaktiv, hvor den jager plankton i mellemvandet og nær overfladen. Hen under aften graver den sig ned for igen at vise sig ved det daggry. Det har dog vist sig flere steder at tobisen kan være nataktiv tæt på kysten.
Grundet tobisens manglende svømmeblære er den nød til at bevæge sig konstant. Dette sker normalt i et rask tempo, hvor store områder afsøges. Hvis den skræmmes vil den straks søge mod bunden, hvor den lynhurtigt graver sig ned.
Tobisen er brun-/grønlig på ryggen med skinnede sider og en lys hvid/gennemsigtig bug. Finnerne er nærmest gullige.
Tangloppe
Tangloppen er et af de krebsdyr som står højest på havørredens menukort, hvilket skyldes at den forekommer langs kysten stort set hele året.
Tangloppen kan variere meget i størrelse og farve. De største eksemplarer bliver omkring 25 millimeter, med farver som variere fra gul, rødbrun, brun, grøn til sort.
Tangloppen forefindes i store mængder på strækninger med ålegræs og i den kystnære tangskov. Den er hovedsagelig nataktiv, hvor den under fødesøgning bevæger sig i glidende bevægelser i de frie vandmasser. Hvis den derimod skræmmes vil den, som mange andre arter af krebsdyr, lave et eller flere hurtige rejehop. I dagtimerne opholder tangloppen sig tæt ved bunden i skjul.
De fleste kender den fra biologitimerne, den lokale å eller fra strandturene med fiskenettet. Jeg tænker naturligvis på hundestejlen. Den lille 5 til 12 cm. sølvskinnende fisk med den grønsorte ryg og de strittende pigge.
Hundestejlen forekommer ofte på den åbne kyst i ålegræsbælterne og langs tangskoven i det første badekar, men det er især i de brakke fjorde, at den som byttedyr udgør en betragtelig andel af ørredens føde. Ofte vil områder, hvor en å har sit udløb være opholdssted for store flokke af denne lille fisk.
Hundestejlen står ofte stille langs bevoksningen og når den bevæger sig sker det med korte 5 til 10 cm. ryk. Hundestejlen er som tidligere beskrevet sølvfarvet med en grønsort ryg, men i gydetiden vil hannen antage farver som går over i det turkise med rødlige nuancer. Hunnen skifter ligeledes farve og bliver i denne periode gylden på bugen.
I gydetiden er hanen så revirhævdende at den ikke flytter sig for en evt. rovfisk, hvilket gør den til et nemt byttedyr.
P
T
D