Ca. 2 meter fra fluens nedslag blev den taget med et meget kraftigt ryk, hurtigt efterfulgt af to hårde rusk. Hjertet galoperede og et råb til de to bekendtgjorde at der var fisk, enddog pæn fisk. Ruskene blev efterfulgt af et øjeblikkeligt udløb nedstrøms hvor hele fluelinen blev spolet af, herefter bevægede Laksen sig atter op mod mig, der langsomt fik linen tilbage på hjulet......

Skrevet af Keld Skytte Petersen

Faktisk startede min besættelse allerede da jeg var knægt og nybegynder udi lystfiskeriets svære kunst. Omkring 14 års alderen kom jeg i besiddelse af Poul Wellendorfs bog Jeg er Lystfisker.

I denne min kommende bibel, var å fiskeriet efter Ørred og Laks ovre i det forjættede Jylland beskrevet. Navnlig afsnittene om fiskeriet i Omme og Skjern å tiltrak sig specielt min opmærksomhed. Desværre havde udretningen af Danmarks største og vandrigeste å, decimeret Laksebestanden til noget nær nul, og det sørgelige syn af vandmotorvejen fratog mig lysten til at fiske på disse stræk, så fiskeriet efter Laksen måtte forlægges til udlandet.

Under vore kommende Stalling ture til Skjern å´s øvre løb, hvor den stadig snoede sig naturligt, gik samtalen tit på hvilket fiskeri efter Laks der havde været tidligere. På en af turene traf vi en ældre mand, der rent faktisk havde oplevet det som dreng, han havde efter eget udsagn rent bogstavelig taget adskillige Laks med en fork…. for det var som han sagde let nok når man vidste hvor de stod. På en af turene var vi ude ved vandmotorvejen, her betragtede vi nogle gamle slyngninger inde på en mark, mærkeligt var det at tænke på at, der før havde vandret Laks gennem disse nuværende mosehuller på deres vej opstrøms.

Nå - men årene gik, snakken om tilbageføring af åen tog til, og pludselig en dag tog gravemaskinerne endelig fat, og strømmen blev ført tilbage i de gamle afsnørede slyngninger, spændende var det at følge. Og nu hvor arbejdet er færdigt , er det helt utroligt at se hvor hurtigt naturen har fået projektområdet til at se naturligt ud igen, en ting som også fuglene nyder. Rigtig mange arter er nu atter at finde i området, der er for øvrigt i forbindelse med genskabelsen, opført flere observations tårne, så livet derude kan betragtes uden forstyrrelse.

Laksebestanden der har været endog meget tæt på udryddelse, er nu heldigvis i sidste time atter i fremgang, takket være fremsynede mennesker, og det er ikke mere utopi at opleve en fight med en genetisk rigtig Vestjysk Laks fra åen. Den originale stamme af Skjern å Laks, der er kendt for at høre til i den grove ende af skalaen, hvilket Cigarhandler Dinesen særdeles tydeligt beviste i 1955 da han fightede og landede en virkelig storlaks på ikke mindre end 136 cm og 26,5 kg. Indtil videre Danmarks største lystfiskerfangede å Laks. At de store fisk dog er ved at vende tilbage viser fangster fra i år ( 2005 ) på 15,3 14,0 samt flere omkring 10 kg. så hvem ved………

Specielt for de Vestjyske Laks er at de er de eneste tilbageværende vildtlevende stammer i Danmark, og for øvrigt i størstedelen af Midteuropa, her har de overlevet trods næsten ufattelig modgang, siden sidste istid. At bestanden har været meget tæt på eliminering kan bla. ses på at man mener at Skjern å´s gydebestand i firserne var nede på omkring 50 eksemplarer, så redningsarbejdet har absolut været i sidste time.

Netop derfor, er og bliver der gjort meget for at sikre Laksenes fremtid, Bla. må vi som sportsfiskere indtil bestanden atter er stabiliseret, kun hjembringe én Laks pr mand om året, hvilket er et yderst rimeligt krav. Reglen om hjemtagelse af fisk, kan ændres efter diverse bestandsanalyser, hvor man efter bestemte metoder udregner hvor mange gyde Laks der er tilstede i åen, dette gøres hvert år, og man har bestemt at max 10 % af disse må hjembringes. Rigtig mange fisk bliver genudsat, ikke kun af fiskere der har fanget deres fisk, men også af rigtige sportsmænd der bare nyder at få en af torpedoerne til at tage agnen. En gestus jeg personligt vil tage hatten af for. I åens nærhed ligger Danmarks center for vildlaks DCV, her sikrer man bla. at der hvert år tilføres yngel fra den originale stamme, noget der gerne i fremtiden skulle sikre fisk nok til naturlig opretholdelse af bestanden. Min gamle drøm om at fange en rigtige Skjern å Laks, fik fornyet kraft efter at åen igen snoede sig, og i år drog jeg derover for første gang med tohåndsstangen for at dæmpe den tiltagende feber. Mit første syn af åen ude ved Gjalbæk bro, gav mig omgående sved på panden, trods en noget stiv sydvestenvind, åen løb her med virkelig kraft, man kunne næsten fornemme Laksene stå dernede i strømmen.

Første tur derude hvor åen har en bredde på mellem 25 og 30 meter, foregik som skrevet på en dag hvor en stiv vind blæste kraftigt opstøms de fleste steder, alligevel var det en fornøjelse at lægge linen ud over vandet med den lange fluestang, i hver eneste affiskning var chancen tilstede hvor en blankfisk ville tage fluen, dagen gik dog uden andet end to små Bækørreder.

Allerede 14 dage senere gik en fisketilladelse gennem hos konen, og næsen blev atter vendt mod Jylland, hvor indsatsen blev forlagt længere opstrøms til Borris området, her var åen en anelse smallere, men stadigvæk stærkt strømmende og dyb, å løbet her hører også til den uregulerede del af vandløbet. Dagen der skulle vise sig at blive fiskeløs, forløb med afprøvning af forskellige typer liner, forfang og fluer, selvom der ikke var Laks der viste interesse, så jeg dog et par pæne fisk i overfladen, og det kan godt være at det var med lidt ekstra hjerteslag, fluen blev fisket henover stederne hvor de viste sig. Denne gang var jeg dog mere klar over at stederne jeg fiskede på holdt fisk, da en venlig mand fra Brande, havde videregivet informationer om hans fangster gjort uger tidligere.

Det spændende område gav denne dag, i højt solskin en fin 5,0 kg´ s Laks til en heldig Fynbo. Denne var dog blevet temmelig upopulær, da han havde fisket opstrøms mod en anden fisker, hvorefter han fangede fisken lige foran ham, Jyden der således var blevet snydt for chancen til at fiske over Laksen, havde dog gaffet den for manden. Turen gav mange informationer om vandet, gjort ved selvsyn, samt fra andre fiskere der var utroligt hyggelige at falde i snak med, faktisk så hyggelige at min pasta brændte på i Trangiaen mens jeg sugede info til mig. Da dagen gik på hæld var jeg virkelig blevet inficeret med Lakse virus, og to uger senere drog jeg sammen med min kone og datter til lejrpladsen ved åen, her ville vi overnatte, så fiskeriet kunne starte tidlig næste morgen. Som sagt så gjort, og det kan godt være at undertegnede var tændt, aftenen forinden havde indtil flere store buler vandret opstrøms.

Fiskeriet startede tidligt om morgenen i masser af mosekonebryg, der indhyllede åen i et eventyragtigt slør, da den opgående sols første stråler ramte græsset åbenbaredes et flot syn, masser af Korsedderkoppespind med dug overalt skinnede som diamanter på snor, dette syn sammenlagt med åens lyde, ja det skal man simpelthen prøve at opleve, det er sådan noget der gør fiskeriet uforglemmeligt. Åen blev af fisket nedstrøms, og en enkelt fisk blev spottet på et bredt stræk, her sik - sakkede den opstrøms, med en pæn trykbølge foran sig, et par velplacerede kast forblev dog resultatløse, men mig gav oplevelsen i hvert fald kraftigere hjerterytme. Efter oplevelsen mødte jeg et par hyggelige ældre sjællændere der fortalte at de havde rejst en pæn fisk lige der hvor jeg så bølgen, fisken havde hugget, men slap igen, herefter var en mindre flue blevet monteret hvorefter fisken atter havde vist interesse, dog uden afsluttende hug.

De to ville nu prøve igen, og bevægede sig derhen. Jeg begyndte at fiske videre nedover, fluen blev lagt over til modsatte side, drevet begyndte og så….. Ca. 2 meter fra fluens nedslag blev den taget med et meget kraftigt ryk, der hurtigt blev efterfulgt af to hårde rusk. Hjertet galoperede og et råb til de to bekendtgjorde at der var fisk, end dog pæn fisk. Ruskene blev efterfulgt af et øjeblikkeligt udløb nedstrøms hvor hele fluelinen blev spolet af, herefter bevægede Laksen sig atter op mod mig, der langsomt fik linen tilbage på hjulet. Ud for mig fortsatte den med at belaste stang og forfang med et hårdt og vedvarende pres, fisken gik dybt, så vi havde faktisk ikke set hinanden endnu, presset viste dog at den havde en hvis størrelse, da den senere kom til overfladen, vildt ruskende med hovedet, skød vi den til 5–6 kg. Laksen var godt kroget, rørfluen sad fast forankret i højre kæbevinkel, så der var tilsydenladende ingen fare. Da fisken senere begyndte at blive landingsklar, ville en af Sjællænderne prøve med et net der tydeligvis var alt for lille, så der var ikke andet at gøre end en rigtig håndlanding, egentlig ville jeg jo også helst lande min drømmefisk på denne måde. Laksen måtte til sidst overgive sig, hvorefter den lagde sig på siden, et greb om haleroden og drømmen kunne bæres op i lyngen, hvor jeg nærmest var en besvimelse nær, det var bare en helt ufattelig oplevelse, præcis som man kunne ønske sig det, en gammel gammel drøm var gået i opfyldelse.


Mennesker der ikke fisker og bevæger sig i naturen, kan nok ikke fatte hvor stor en oplevelse en sådan oplevelse er. Og for mig var fiskeriet bare slut for den dag, totaloplevelsen havde simpelthen taget pippet fra mig.

Én ting er helt sikker, af alle mine fiskeoplevelser, heriblandt laks fra Norge samt Sverige på over meteren, så var denne min første ægte Skjern å Laks mit livs fisk.

Og hvis jeg ikke var forelsket en smule i den store å og dens omgivelser, så er jeg i hvert fald blevet det nu. Jeg føler mig utrolig heldig, ved at have muligheden for at bevæge mig rundt i et så storslået landskab, med de oplevelser dette giver.