Giver man en 16 årig dreng 600 cigaretter og han ryger dem, så er han afhængig. Giver man en fluefisker chancen for blot at fange en bonefish på flue og det lykkedes for ham, så er han dobbelt så afhængig.

Mit hjerte gik i stå, da jeg så den grå skygge på min højre side ind mod mangrovekanten. Der, 20 meter fra mig stod den på 25 cm. vand. Som en stenstøtte stod jeg, ventende på fiskens næste træk. Solen hamrede ned fra den skyfrie himmel og en sveddråbe fandt vej ned over næseryggen. Sådan stod vi så, bonefishen og jeg. For fisken fandtes der ikke andet, end de krabber og rejer den ledte efter på det lave vand. For mig fandtes der ikke andet, end den kvadratmeter fisken opholdt sig i. Og der, i denne lille firkant skulle min tungtbelastede kuglekædeøjne monterede flue lande, som en fjer på vandet, højest 40 cm. fra fisken. I stille tempo svømmede den væk fra mig i en halvbue, stoppede op et øjeblik, skiftede retning, og kom nu tilbage mod mig. Nu skulle det være, nu fik jeg chancen, den eneste chance jeg ville få for netop at fange denne fisk. Halvt knælende begyndte jeg at vifte med fluestangen, og hvor svært kan det egentlig være at kaste 12 – 15 m. efter en spottet fisk i spritklart vand ? I en adrenalinrus og med en krop så stiv som et kosteskaft, fik jeg sendt fluen hen mod fisken. Jeg ved ikke hvordan jeg gjorde det, ej heller om jeg nogen sinde vil kunne gøre det igen, men den blytunge flue landede perfekt foran fisken i dennes svømmeretning. Det pludseligt opståede fødeemne foran den fandt straks interesse hos dyret, og den satte tempoet op for at æde fluen. Strip, strip, strip, og så var den der. I samme sekund som fisken mærkede, at noget havde fat i dens mund, eksploderede vandet omkring den i et kæmpe plask. 33m. flueline forsvandt fra hjulet i raketfart, få sekunder efter var fisken 100m. væk, og fluehjulet fortsatte sin hæse sang mens linen stadigvæk fløj ud af topøjet.


For anden gang i mit fiskeliv står jeg på Acklins Island på Bahamas i det tropiske Caribien. Formålet med turen hersker der ingen tvivl om. Jeg vil fange bonefish, af nogle kaldet verdens stærkeste fisk.

Siden jeg var her for et år siden, har jeg set grå skygger svømme rundt på lavt vand, hver gang jeg lukkede øjnene. Gennemblødt af sved er jeg vågnet utallige nætter, efter vilde drømme om fisk der tømte fluehjul med 40 km. i timen. I et helt år har jeg vidst, at jeg atter skulle af sted, og tro mig, dagene har været lange.

Intet kan vel tænkes mere behageligt, end at få professionelle folk til at arrangere en sådan tur for en. Det er også den følelse man står med, når man har været en tur i Go Fishing og fortalt dem, at man vil med. I mange år har de realiseret folks fiskedrømme på netop Acklins Island.

De planlægger det hele, og man skal så kun tænke på det grej og andre ting man vil have med på turen.


I drømme og tanker startede turen flere måneder inden vi endelig satte os ind i en flyver den 8. Marts. 5 håbefulde danskere forlod et råkoldt frostindhyllet land, hvor det vilde forårsfiskeri endnu syntes fjernt. Rejsen er lang, men snakken går jo og forventningens glæde gør det til en sjov og nærmest festagtig oplevelse. Da vi langt om længe kom til Bahamas, måtte vi tilbringe over et døgn i Nassau. Hovedstaden på øerne er en spændende by, hvor festen starter kl. 08.00 om morgenen. Jeg vil ikke gå i detaljer med hvad vi brugte tiden på, men man behøver i hvert fald ikke at kede sig.

Den anden morgen vi er der, står vi atter i lufthavnen i Nassau. Vi skal med det lille rutefly der flyver sydover, ned til Acklins Island som befinder sig i den sydlige del af Bahamas øgruppen. Vores opholdssted befinder sig på øens nordlige del og ligger ud til gode fiskeområder. Her støder vi på turens sidste 2 deltagere. De har været her en uge i forvejen, og vi er spændte på at høre om fiskeriet fra ugen før. Det bliver der nu ikke tid til, for inden man ved af det, så står man selv klar i tropedresset, klar til de første oplevelser med de tropiske torpedoer.


Jeg tager Tom med om i Gordon´s creek, et område jeg også besøgte sidste år. Vi så ikke rigtig noget på vejen derom, men Tom fik dog muligheden for at kaste fluen til en barracuda på mindst 10 kg. Den var dog ikke interesseret og vi begyndte at bevæge os tilbage mod lodgen. På vejen retur opdager jeg at vandet er steget, og der er nu vand imellem mangroverødderne i creeken. Vi tager en afstikker op i en smal kanal der fører ind imellem mangroven, og der ser vi dem. 10 –12 bonefish svømmer stille rundt i den lavvandede kanal. De svømmer væk fra os i roligt tempo, og vi følger efter. Jeg er sikker på, at de vil vende på et tidspunkt og det gælder nu kun om at have nerverne i ro. Efter ca. 75 meters snigen i vand til skinnebenene sker det endelig. Fiskene vender, og kommer nu direkte mod os. Jeg kaster resolut mod flokken og reaktionen udebliver ikke. En bonefish sætter tempoet op og guffer fluen. Et helt års venten og forberedelse kulminerer i et kæmpe brøl, endelig sidder fisken der har forfulgt mig i drømme atter for enden af forfanget. Den lille flok spredes til højre og venstre i panik, men samles atter og falder til ro endnu inden jeg når at få kontrol over min fisk. Hvilke tanker der er gået igennem Tom´s hoved da han kaster mod flokken ved jeg ikke. Hvad han har følt i netop det sekund en anden bonefish fra flokken tager hans flue, vil for evigt være en dyb hemmelighed i Tom´s inderste, jeg synes jeg så tårer, men jeg er ikke sikker. En ting jeg dog er helt sikker på er, at da jeg vil forevige øjeblikket hvor Tom holder sin første bonefish nogensinde i hånden, da er det ikke længere den velkendte, havørredfanatiske Tom der dukker op igennem linsen på kameraet. Han har et blik i øjnene som man ellers kun ser hos folk der har stået ansigt til ansigt med skaberen. Han vil nu, som jeg, for evigt blive forfulgt af synet af bonefish der svømmer over lavvandede flats. I det sekund jeg tager billedet af Tom med fisken, fordamper den gamle Tom i den tropiske sol, og et nyt menneske står foran mig. Bonefishfeberen er gået direkte i blodet på ham og mod denne sygdom findes ingen kur. Han vil resten af sit liv skulle leve med feberen som kan give en følelse af både kærlighed og tortur på en gang. Mere intenst bliver fiskeri næppe. Da han nænsomt genudsætter fisker tænker jeg på, om nogen mand nogensinde har strøget sin kone med mere følelse end de kærtegn Tom viser dette dyr. Vi siger ikke meget da vi går derfra, det er ikke nødvendigt. Tom skal have tid til at bearbejde de følelser der nu fylder så meget. Han er ikke klar over det på dette tidspunkt, men i løbet af ugen på Acklins, bliver der lagt mange sten på det fundament der blev grundlagt i Gordon´s creek.

De næste dage blev brugt på at fange flere bonefish, forholdene var svære nogle af dagene, med op til omkring 16 sek/m. vind, men de lokale guides vidste hvordan tingene skulle gribes an, og alle på holdet havde gode dage.


Jeg vil kort gennemgå de andre arter vi også fangede på turen.

Horseeye jack
Den grønne popper hopper af sted i overfladen efter båden. Den store flue er nem at spotte selv på 30m. afstand. Vi troller med fluestængerne ud over de dybe tidevandsrender, i håbet om at fange noget andet end bonefish. Solen bager ned og jeg er hensat i en anden verden, da der pludseligt bliver et hul i vandet, der hvor popperen hoppede så lystigt for bare et sekund siden. Et hug som ville lyde som løgn, hvis jeg prøvede at beskrive det, river mig straks ud af drømmeverden og tilbage til den hårde virkelighed. Jeg klamrer mig til min #8 stang, men vildskaben og styrken i denne fisk virker helt forrykt. Jeg styrer intet i denne fight den første tid, og selv om jeg lægger maksimalt pres på, så synes fisken fuldstændig upåvirket. Efter en vanvittig fight jeg aldrig vil glemme, lander jeg en fisk som virker alt for lille til at have skabt den ballade jeg lige har været igennem. Bonefish er hurtige og tager lange udløb, men efter fighten med en jack må jeg stille spørgsmålstegn ved hvem den stærkeste fisk egentlig er.


Bluerunner
Som små undervandsmissiler kommer de grå skygger hamrende fra den dybe rende og ind på kanten af flatten. Jeg kan godt se, at det ikke er bonefish, så jeg spørger guiden hvilken art der er tale om. Det er sikkert jacks får jeg at vide. Han fortæller mig også, at jeg, hvis jeg er hurtig nok, sagtens kan fange dem, selvom det er en bonefishflue der sidder på forfanget. Den invitation kan jeg ikke afslå, men selv om jeg synes det går ret godt, så lander fluen alligevel ca. 2m. bag fiskene i første kast. Der er super fart på de grå skygger og jeg koncentrerer mig vildt og prøver at beregne hvor fiskene vil komme næste gang de passerer. Kastet rammer plet og fiskene drejer resolut efter fluen. Den hurtige indtagning af fluen bliver stoppet af den forreste og hurtigste fisk. Jeg kan bedst sammenligne det med hvis man med fuld kraft slog sin hånd direkte ind i en mur af sten. Bluerunneren er et medlem af jackfamilien, og jeg må endnu engang lade mig imponerer over styrken på disse fisk. Havde jeg lagt det samme pres på en 2 kgs. havørred, så ville den have skøjtet af sted i overfladen til den lå på stranden. Men ikke disse fisk, alene det at få den væk fra den lille flok da de blev skræmt og strøg ud over dybere vand, syntes som en umulig opgave i starten. Med tiden giver de sig dog, og rystende og chokeret kunne jeg lande den lille bullfighter. Ingen fisk i Danmark når tropernes hurtigsvømmere til haleroden, når det gælder styrke.


Snapper
Endnu en fisk pumpet med steroider. Vi fik ikke mange af dem, men føj de kan slås.


Lemonshark
Der er mange hajer på Bahamas, rigtig mange. Den mest almindelige er citronhajen og man ser flere af dem hver dag. De findes i forskellige størrelser, men hajer på mellem 10 og 20 kg. er helt normale. Man kan godt fange dem på flue, et trick som skaffede unge Mads fra Go fishing et par stykker. Det er dog langt nemmere og mere effektivt at fiske dem på kød. Kød fra andre fisk man har fanget og gemt. Den lille havn der findes blot et par hundrede meter fra lodgen er et formidabelt sted at udøve denne form for fiskeri. Lidt kød og indvolde i vandet, så vrimler det med hajer efter blot få minutter.

Vi brugte ikke oceaner af tid på dette, men havde dog et par aftener hvor dette hyggelige medefiskeri fandt sted. Man kunne virkelig fange mange, hvis man havde tid til at bruge et par dage på hajerne.



Barracuda
Hugget kom med overraskende stor kraft og brutalitet. Uden nogen form for anger eller medlidenhed angreb barracudaen for at slå den store kystwobler ihjel. Den indser dog hurtigt, at den selv er blevet narret, og at det nu er den der hænger fast i et eller andet. Som en anden tryllekunstner får den 110m. fireline til at forsvinde fra hjulet, med tre spring helt fri af vandet og yderligere linetab, er jeg ikke et sekund i tvivl om, at den store fisk vil tømme hjulet. Situationen vender dog og efter nogle minutter kan jeg lande en uhyggelig fisk på 119 cm.Hele holdet blev betaget af denne superudrustede dræberfisk. Der var mange store cudaer på Acklins i år. Det blev en fisk vi alle gerne ville prøve kræfter med, for af alle fisk i området, virkede den som den hurtigste og mest brutale fisk af dem alle. Den tidligere havørredfanatiker Tom skulle få en af de vildeste oplevelser jeg nogensinde har overværet. En fiskeoplevelse han formentlig vil huske resten af sit liv.

Med guiden Elvis var vi sejlet til et område der hedder Pull me bay. Det er et af de smukkeste områder jeg har set noget sted i verden, og jeg har ellers været lidt rundt. Jeg havde fået min store cuda, så aftalen gik ud på, at Tom skulle have den næste vi stødte på. Vi sejlede ikke længe, før vi traf en planke af en fisk pænt over meteren. Den ville nu ikke noget, men efter endnu 5 minutters sejlads stod den næste cuda klar. En fisk af uhyggelige dimensioner, En barracuda af et skræmmende stort kaliber. Tom kaster wobleren pænt forbi fisken og påbegynder speed-indtagning af agnen. Den store fisk reagerer, men ud af det blå ingenting kommer en mindre cuda og hugger wobleren lige foran snuden på den store fisk. En fejl den lille 3 kgs. fyr må betale den ultimative pris for. Tom har den lille barracuda på i ca. 7 sekunder, da den store rører på sig igen. I slowmotion ville den næste scene stadigvæk have virket ufattelig hurtigt. Ingen i båden trækker vejret eller siger noget, da 124 cm. rå brutalitet går amok på en ”lille” 3 kgs fisk. Med ca. 60 km/t. angriber bjælken i vandet. Den mindre fisk når aldrig at registrerer hvad der skete, da lange sylespidse tænder gennemborer dens spinkle krop. Tro mig, den døde på stedet. Den store barracuda trækker tilfreds sit bytte med sig og stiller sig 3 meter foran båden. Tom er holdt helt op med at dreje på hjulet, han ligner en der føler en blanding af skræk og panik. Selv er jeg også lammet af oplevelsen, men guiden Elvis fægter med arme og ben mens han jubler. ” Wait, wait, let him eat it ” skriger han mod Tom. 3 meter foran os ser vi en 3 kgs. fisk med en wobler i munden blive inhaleret af 124 cm. rå muskelmasse. Det tager højest 10 sekunder da Elvis pludselig råber ” Strike, strike ”. Tom, som atter er kommet til bevidsthed, hamrer stangen bagud i et tilslag der ville sende enhver stalling i åen op på brinken. Barracudaen bliver lettere irriteret over trækket i mundvigen og kvitterer med 5 slag med halen. Lige nøjagtig det der skal til for at den kan nå sin topfart på ca. 60 km/t. Linen synger, da den skærer vandet under fiskens sindsyge udløb. De næste 20 min. er Tom spændt for, hans knæ ryster og sveden hagler af ham. Jeg overvejer, om jeg skal hælde vand på ham, men sætter mig i stedet og nyder de sindsyge fightscener. Det er ikke uden skræk at vi konstaterer, at guiden har planer om at tage fisken op i båden. Heldigvis har han et hulrum under sit sæde som dyret bliver placeret i. Efter den lange fight lander vi en barracuda på estimeret 40 pund, og Tom synker sammen forrest i båden, træt og lykkelig. Han ligner ikke sig selv, men bliver dog hurtigt klar igen, da vi stiger ud af båden for at gå på bonefish jagt i de smalle creeks i området.


Alt får jo en ende, og den sidste dag blev fangsterne gjort op. Holdet havde fanget 112 bonefish, et godt antal jacks og snapper. Det blev til nogle gode cudaer på over 10 kg. mens antallet af hajer var tilsvarende pænt. Vi havde alle mistet fisk i drømmekaliber og haft oplevelser der aldrig vil forsvinde fra sindet, men dukke op som glimt når man sidder og tænker på turen.

Jeg vil ikke her gå i kæmpe detaljer med priser og rejseplaner m.m. Hvis nogen er interesseret i de detaljer skal alle være velkomne til at kontakte mig.

Nu gælder det så om at falde ned på jorden igen. Tropisk fiskeri er uden sammenligning, men man må ikke glemme, at vi her i landet har noget af verdens bedste kystfiskeri efter havørreder. Jeg vil glæde mig til nattens havørreder denne sommer, og en gang imellem vil jeg synke ned i min bedste stol. Her vil jeg tænke tilbage på mit livs fiskeeventyr og i glimt genkalde de vanvittige scener fra Acklins Island. Stedet hvor jeg fangede verdens stærkeste fisk.

Knæk & Bræk

Mvh. Chris Halling.