- En rejsebeskrivelse om fluefiskeri i det smukke Bosnien, maj 2005

skrevet af Allan Vittrup Pedersen.

Selvstudium og planlægning
Oprindeligt var planen faktisk at lufte fluestængerne sydpå i New Zealand, men det er nu sin sag at finde plads i kalenderen til 3-4 ugers ferie uden for sæsonen, og samtidig få det til at passe med fiskemakke­rens arbejdstider, så ambitionsniveauet blev sænket, og valget faldt derefter på Bosnien Hercego­vi­na i det tidligere Jugoslavien. Et relativt ubeskrevet blad rent fiskemæssigt, og det skulle også hurtigt vise sig at være en anelse vanskeligt at planlægge turen selv, da der stort set intet findes på nettet om landet som turistmål.
En række spændende artikler om Bosnien i forskellige fiskeblade og -aviser med smukke billeder og fangster havde dog overbevist os om, at det både var muligt og samtidig en rigtig god idé at tage derned.

Michael Hansen og jeg gik derfor i gang med at støve materiale op, som be­skriver landet i disse efterkrigsår, og det stod hurtigt klart, at floden Una med bifloder i det nord­vestlige hjørne af landet var det bedste bud på en destination for to friske lystfiskere med mod på eventyr.


Bosnien og Kulen Vakuf
Heldet tilsmilede os i øvrigt i denne fase, da jeg gennem mit arbejde mødte en flok kollegaer fra Banja Luka i Bosnien, som vi herefter mailede sammen med. Da tiden for rejsen nærmede sig, hav­de min kollega (Edo) således sørget for indlogering i en landsby ved floden Una, og han fore­slog desuden selv at hente os i lufthavnen, når vi landede. Vi fløj med Hungarian Airways fra Ka­strup en lørdag morgen i slutningen af maj og skulle mellemlande i Budapest, hvor vi skiftede til et mistæn­keligt lille jetfly, inden rejsen igen gik videre mod Zagreb i Kroatien (1.700 kr. t/r incl. Skat­ter, af­gifter og forplejning ombord på flyene).

Det er muligt at leje bil i Zagreb til en rimelig pris, og der er ingen problemer med de danske pas ved grænsen mellem Kroatien og Bosnien. Tolderen på den Bosniske side ville dog vide, hvad vores fiskeudstyr var værd, men vi fik nu aldrig forklaringen på denne episode, for lidt efter lod de os passere i forvisning om, at fiskestænger og åndbare waders mv. kun havde den beskedne værdi af 500 Euro.

Turen med Edo som chauffør var nu lidt af en prøvelse, for som de fleste andre bilister i Bosnien kørte han MEGET stærkt gennem det flotte bjerglandskab med de utrolig skarpe hårnålesving. Men efter knap fire timer med adrenalinet pumpende gennem årerne og en begyndende hovedpine i den tunge varme nåede vi endelig frem til landsbyen Kulen Vakuf, hvor vi skulle bo under resten af op­holdet. Kulen Vakuf er en lille hyggelig by med ca. 300 indbyggere (tidligere var der mange flere, men de mange nye gravsten på kirkegårdene mindede os konstant om, at krigens rædsler for blot få år siden havde udspillet sig på netop dette sted, hvor befolkningen primært er muslimer). En lang bro forbandt de to halvdele af byen, som naturligt blev opdelt af floden Una, der brusede forbi. Det var faktisk muligt at vade over floden ved broen, og der stod ofte lystfiskere i vand til livet og fiskede (med nymfer) efter flodens mange stallinger og mindre ørreder. Byen havde 3 pensionater, 2 køb­mænd, 3 barer og en moské, så der var alt, hvad vi havde behov for! Det tog dog lidt tid at væn­ne sig til den gut, der fem gange om dagen råbte ud fra højtaleren på de traditionelle raket­formede be­detårne (det skulle senere vise sig, at stemmen kørte fra et bånd, der var indspillet til lejligheden). Overalt var byen omgivet af de mest fantastiske grønne bjerge, hvor en gammel borgruin knejsede på toppen, og Una bugtede sig lystigt i floddalen på sin vej mod Bihac.

Kulen Vakuf, der ligger ca. 50 km. syd for Bihac (ca. 60.000 indbyggere), er vel ved at marke­re sig som den uofficielle ”hovedstad” for tilrejsende lystfiskere fra hele verden, da den ligger utrolig centralt i fht. flere hotspots og floder. Pensionatet, vi boede på, var i modsætning til de fleste andre huse i området blevet totalt restaureret i 2004, og blev drevet af en tidligere læge og dennes familie. Nabohuset tilhørte broderen (Muhammed, også kaldet sorte Gadaffi pga. ligheden med Li­byens be­rømte leder), som var guide for os på fis­ke­tu­rerne (for kun 25 € pr. dag + benzin til den rappe Ford Fiesta).

Vi var under hele turen på helpension, hvilket omfattede 7 (syv!) retter om dagen med de bedste, hjemmelavede nationalretter fra det bosniske køkken, og det var fantastisk godt. Men varm mad til morgen, middag og aften i de mængder kan selv to velvoksne danskere dårligt klare, og hav­de det ikke været for det glimrende tjekkiske øl, som de konstant serverede... men hold jer fra den lokale rødvin, der efter min vurdering ikke er de 5 euro værd, som den kostede for en li­ter i restau­renten.

Vi boede på 2. sal i et kæmpe værelse med egen altan og udsigt over den enorme baghave, som gik ned til breden af Una. Det var ikke specielt stressende at sidde ude på altanen ef­ter solned­gang med en stille dåseøl fra det lokale supermarked, mens cikaderne og floden larmede diskret i baggrunden. Vi gav i øvrigt 21 € pr. overnatning pr. person, men med halvpension kan det klares for kun 19 €. På motellet boede foruden os selv tre lystige fluefiskere fra Italien, én fra Tysk­land og to fra Østrig samt en ligeledes fluefiskende familie på fire fra Slovenien. Egentlig utroligt, at tyskeren og østri­gerne var i stand til at fiske fra morgenstunden i betragtning af den mængde alkohol, de konsum­me­rede i løbet af aftenen og natten! Meget festligt.


Fiskeriet
Fiskeriet på turen blev til dels vanskeliggjort af den høje vandstand i floderne efter ugers regn, men paradoksalt nok skinnede solen ned fra en skyfri himmel det meste af ugen, mens vi var der. Husk solcreme, da vi allerede den første dag ved floden blev temmelig forbrændte i den skarpe forårssol. Men fisk... det var der. I mængder og størrelser, der kan få enhver fluefisker til at miste besindelsen. Når man stod ude i floderne i vand til knæene, kunne man konstant se 4-5 store ørreder eller stal­lin­ger på 40-50 cm. og til tider troede fiskene også, at jeg selv var en standplads. Så fik de naturligvis et lille dask med støvlen, så de kom tilbage på kastehold igen!

Der blev på hele turen taget masser af flotte fisk, men det var nu ikke altid nemt at få de selektive ørreder til at interessere sig for de danske fluer. Vi oplevede klækninger af enorme mængder maj­fluer, og store fisk, som spiste lystigt af de flydende insekter, men vandet var ofte meget dybt og klart, så de var svære at få i tale. De lokale havde dog luret, at specielt regnbuerne havde en for­kær­lighed for rognfluer, som dermed udgør det foretrukne våben blandt de lokale fluefiskere. Dette ”fluefiskeri” kombineres med enorme blyklumper, som de strategisk placerer 20 cm. foran fluen for at komme ned i den ofte stærke strøm. Vi ville nu hellere udfordre fiskene med de mere elegante tørfluer (E12, Streakin Caddis og lig­nen­de fangede godt), men det var nu sjældent de største fisk, der gik til overfladen. Vi så flere gange på turen fisk på op til ca. 70 cm. som stod dovne i strøm­men og ventede på den heldige fisker!

Fiskeriet i Bosnien er i lighed med fiskeriet i Slovenien meget velorganiseret. Der er således altid fiskeribetjente, som går ved floderne hele dagen/ugen og fiskekortene koster 25-30 € pr. dag for de bedste stræk. Der fiskes efter bækørreder, stallinger og udsatte regnbueørreder, men der findes des­uden en række lokale ørredvarianter, som vi ikke kender fra Danmark. Vi fiskede dels i Unac (ved Mar­tin Brod) og dels i Klokot, som begge er bifloder til den noget større Una. Der er i begge til­fæl­de tale om rene naturperler, omend de er vidt forskellige som vandløb. I Unac afløser det ene stryg og vandfald det andet, og der kan fiskes i den stærke strøm eller i større pools, hvor fis­kene står side om side. Fra broen i Martin Brod er der kun få kilometer til udspringet af Una, som starter ved et fantastisk flot vandfald med et fald på 34 meter. Klokot er med få undtagelser en mere ro­ligt­flydende og meget dyb flod (vel op til 8 meter), men man kunne stadig tydeligt se fiskene nær bunden med et par gode fis­ke­bril­ler. Men der findes et hav af andre floder i landet, som bestemt også er værd at besøge (f.eks. Sanica, som løber ud i Sana).


Slanger i Paradiset
Der er dog en række forhold, man bør være opmærksom på, inden turen går til Bosnien. På flere officielle hjemmesider ad­vares der direkte mod overhovedet at tage til landet, og ofte næv­nes den udbredte kriminalitet og korruption i landet. Det oplevede vi dog aldrig på egen krop, men fandt tværtimod lokalbefolkningen særdeles hjælpsom og gæstfri.

Sproget kan til tider volde van­skeligheder, da de fleste i bedste fald taler et halvdårligt tysk, men stadig flere af de unge i lan­det taler dog engelsk. Vi tilbragte en ”fridag” med shopping og re­stau­rentbesøg i den utrolig smuk­ke Bihac, hvor fiske­guidens søn (Achmed) var med. Dels talte han et fint engelsk, og dels kunne vi med hans hjælp finde frem til de to grejbutikker, som ligger i byen. På vej tilbage besøgte vi borg­rui­nen nær landsbyen, hvor vi boede, og det var også en fin ople­vel­se... hvis man ikke er bange for slan­ger. Dem var der nemlig en hel del af i landet, hvad enten de krøb forbi i græsset eller svømmede rundt i vandet, hvor man fiskede. Dem i vandet skulle være ufarlige, mens slangerne i bjergene kunne være lidt mere irriterende at træde på, men det fik vi nu aldrig bekræftet.

Til gengæld var der visse steder stadig fare for landminer, og selv om de lokale nedtonede pro­ble­met, så var jeg personligt udsat for en enkelt episode, som jeg helst havde været foruden. På et tids­punkt, hvor jeg ville vade over en bæk uden for stisystemet, var jeg 15 cm. fra at træde på noget i det klare vand, som bestemt lignede landmine. Det var en lille rund tingest med en tap, der stak op på toppen i midten af skiven, men jeg blev nu ikke længe nok på stedet til at undersøge det nærme­re.

Der er dog intet af det her nævnte, der bør afholde nogen fra at besøge Bosnien, som generelt frem­står som et både sikkert og gæstfrit land. Det er foreløbigt mest lystfiskere, som besøger landet, men som turist­mål for andre grupper er der tilsvarende et kæmpe potentiale. Bosnien har en fantas­tisk natur med træklædte bjerge og azurblå floder, som bugter sig i dalene. Flere steder skyder der også mindre lokale moteller op med restaurenter, så det er bestemt en mulighed at gøre turen på egen hånd - en­ten med fly fra Danmark eller i egen bil med overnatning undervejs. Det kan dog til­rådes at hyre en guide, når man første gang besøger floderne som lystfisker for at få mest muligt ud af turen, og de enkelte hotspots (specielt Klokot) kan være vanskelige at lokalisere ved egen hjælp.






Skrevet af Allan Vittrup Pedersen