Jeg føler mig heldig, heldig og privilegeret!!

For over 20 år siden introducerede min far mig til en verden af dyb afhængighed. Som tusinde af andre fisketosser, tilbragte jeg mine meget unge år ved søen, mosen, åen og molen.

Jeg lod mig fascinere af de levende væsener under vandet. En magisk verden som tryllebandt og lokkede. I en alder af 10 år, så jeg min far fange en havørred på over 5 kg. Jeg satte mig for, at jeg en dag ville fange en der var større.

Hos de fleste unge mænd bliver der aktiveret et andet center i hjernen, når man er mellem 16 og 22 år. Jeg tror, at det er normalt med en fiskepause i dette tidsrum. Nogle begynder at fiske igen, andre gør ikke. For dem der gør, er der en overhængende farer for, at de udvikler en unavngiven sygdom kaldet fiskefeber.

Symptomer : Uhelbredelig afhængighed, dagdrømmende, mentalt fraværende, o.s.v.

Helt galt går det for dem, som på et tidspunkt starter med fluefiskeri. Er man først godt i gang med denne form for adspredelse, ja så er der sjældent nogen vej tilbage. Har man først aktiveret kystfluecenteret i hjernen, så vil ikke engang ludomani doktoren i Middelfart kunne hjælpe længere. Man vil nu for evigt føle trangen til jagt på blankt bytte. Det lyder jo som en forfærdelig historie, men for dem som er ramt, bliver livet til en legeplads. Der venter dem et liv, hvor de største kampe kæmpes. Et liv, hvor man sejre og ridder på bølgen af triumf. Men også et liv, hvor nederlagene er større og mere ubarmhjertelige, end småskavanker som brækkede lårben m.m.

For mit vedkommende blev fluefiskeri til selve nektaren i livet. Jeg forguder selvfølgelig min kone, ( det kunne jo være, at hun læste dette ) mine børn og mit arbejde, men jeg tilbeder også havørreden, som et væsen man skal gøre sig fortjent til at røre ved. Og hvor er vi dog ufattelig privilegerede i dette land. Da min far fiskede havørreder i mine unge år, der var ti o-ture i træk ikke noget man tænkte nærmere over. På grund af mange menneskers frivillige arbejde, og amternes forståelse for nødvendigheden af reetablering af fiskebestandene, der står vi i dag med noget af verdens bedste kystfiskeri efter blanke havørreder. Fluefiskeri efter de blanke er på ingen måde finere og langt fra så effektivt som spinnefiskeriet. Det er bare en anden følelse. For mig er det følelsen af total frihed. Jeg vil fange mine fisk på mine betingelser, noget havørreden ikke altid er særlig enig i, eller imponeret over. Der er bare en særlig glæde ved, at mærke hugget af en ørred på fluegrejet. I et forum som Fynfisker.dk er der mange der smager på denne glæde for første gang. Til dem af jer der stadigvæk venter på den første, vil jeg sige dette. Bliv ved, den kommer, og når den gør, så vil al ventetiden være glemt. Det kan være hylende svært at komme i gang med fluefiskeri. Man kender sine blink og det langtkastende bombadaflåd. En flue kan se urimelig lille ud på den åbne kyst. Det kan sagtens være, at der skal mere end en havørred på flue til, for at tro ordentlig på det, men har man først fundet fidusen, så tror jeg, det er ret sjældent at man vender tilbage til spinnegrejet. Det der kan virke utroligt i mine øjne er, at selv efter mange års fluefiskeri kan man stadigvæk glædes over en havørred på 45 cm. Selvfølgelig jagter vi alle trofæfisken, men der er langt imellem de store, og det er ikke altid dem, man husker bedst bagefter.

Jeg sad for et par år siden på min rygsækstol og holdt fiskepause. Jeg havde lige hældt kaffen op og spejdede ud over vandet, da en pæn fisk viste sin hale i overfladen kun 6-7m. foran mig på højest 20 cm. vand. Fisken nussede rundt i de aller inderste tangbuske og en hurtig bevægelse fra min side ville skræmme den promte. Jeg turde simpelthen ikke at rejse mig, men fik fra min stol fat i stangen og rev line af til kast. Sådan siddende fik jeg lagt et kast ud over 6 meter stenet strand og vel ikke mere end 3 meter ud i vandet. Fisken registrerede straks fluen, og angreb den hårdt. Da først stangen var spændt, forstod fisken sin brøler, og det lave vand syntes pludselig ikke så behageligt og trygt længere. Helvede tog ved den, og den for udad i et udløb jeg sent vil glemme. Ind igen måtte den dog, og jeg kunne lande en meget fin fisk på 60 cm. På ingen måde den største jeg har fanget, men en af dem jeg husker bedst, på grund af hele scenen og måden det foregik på.


Fluefiskeri på kysten har mange forskellige facetter. Der er de mange dage hvor man blindkaster ud over de åbne vidder. Sight fishing i badekar og på lavt vand. Natfiskeri på rev og i strømvand. Nogle tænder på det ene, og andre på det andet. Af årsager jeg ikke helt selv kender, blev jeg natfisker. Hvor mange af os har ikke prøvet at fiske i foråret, hvor buddene var mange, men resultatet knapt så prangende. Fiskene kan småhugge i en flue, så man ikke begriber hvad der egentlig foregår. Således kan man mærke 10 fisk på en formiddag, men kun lande en enkelt. Når ens flue kommer susende i strømvand en sommernat, så er det nogle lidt andre hug man får. Inden man når at tænke tilslag, buldre fisken rundt i overfladen, og stangen er ofte bøjet i bund til korket under selve hugget. Det er også som om, at gennemsnitsstørrelsen er 10 cm. mere om sommeren. Mange af de fisk der går kystnært om natten, går der for at jage. Det kan selvfølgelig godt være anderledes på andre kyster end dem jeg kommer på, men der hvor jeg går, forholder det sig sådan. Natten er rolig og lækker, og jeg er vel nærmest i konstant søvnunderskud fra april til november.

Det kan lyde urimelig svært, men man bør gå meget langt for at prøve fiskeri i en anden verdensdel. 10 år inden jeg fik min første bonefish vidste jeg, at jeg en dag ville prøve kræfter med denne tropiske torpedo. Det kunne sådan set lige så godt have været canadiske laks, Australiens giant travally, tarpon ved Florida Keys, lumske permit, fjeldørreder på Grønland eller havørreder i Rio Grande. Drømme er der nok af, og i takt med at verden er blevet mindre, er det også nemmere at forfølge dem. Der findes fantastisk godt tørflue og nymfevand så tæt på som Sverige og Norge. En fiskerejse kan der leves på rigtig længe, og er der ligefrem tale om at en drøm bliver opfyldt, så er man lidt tættere på sin skaber bagefter.
Vil man have en drømmetur til fiskeparadis, så er forberedelse et must. Man bør virkelig læse på lektien hjemmefra, inden man drager på eventyr. Jeg er fascineret af bonefish. I mine øjne er det verdens mest nervepirrende fiskeri. Jeg kunne skrive jer alle i søvn, hvis jeg skulle fortælle om dette gudeagtige dyr, så det bliver en anden gang.


Sikke dog en masse tom snak, men det er jo hamrende koldt udenfor, og jeg var jo gået i gang med skriveriet, såhh. Som slutbemærkning skal dog lyde, at uanset om det er flue eller spin der har din interesse, så skal fiskeri være sjovt og fornøjeligt.

Nogle fanger mange og andre få, men det er jo slet ikke det, det kommer an på. Oplevelserne derude på slagmarken er dem vi husker på. Vi skal nyde det kæmpe privilegium det er, at have frihed til at nyde godt af den fantastiske mulighed der er i kystfiskeriet herhjemme. At kunne tage ud og fange en havørred uden at det nødvendigvis er for at skulle skaffe mad på bordet. Jeg tror aldrig man kommer tættere på sin hobby end vi fiskere gør. De gode oplevelser ved vandet er den kur der skal til for at helbrede den sygdom der hedder dagligdagen.


Med disse flyvske og til tider rodede tanker vil jeg ønske alle fynfiskere et lykkebringende fiskeår og knæk og bræk derude. M.v.h : Chris Halling

Kom med din kommentar til artiklen

Læs også: Kend din plads og Bahamas fra Chris Halling